DRAMA, BILLEDKUNST, MUSIK, FÆLLESSKAB, ÆSTETISKE PROCESSER, LEG

Region: Sjælland
Kommune: Holbæk
By: Holbæk
År: 2020
Kunstner/Samarbejdspartner: Anita Nielsen (drama/fortælling), Merete E. Lundberg (musik), Bente Kjær Pedersen (billedkunst), Robert Parr (teater)
Dagtilbud: Søndre Børnehus

I Søndre Børnehus har vi arbejdet med Model 6 – Øvrige.

Vi er lidt af sommerfugl-modellen, lidt partnerskab og også LegeKunst ind i hverdagen.

I Holbæk kommune er der, blandt meget andet, pt. fokus på matematik og science, og vi havde i distriktet et krav om at arbejde med mål, vægt og balance, hvilket vi tog med ind i LegeKunst.

Alle personaler udtrykte et ønske om et løft i forhold til at arbejde med æstetiske læreprocesser, og for at ramme så mange personaler som muligt ville vi arbejde tværæstetisk. Både børn og personale skulle præsenteres for og opleve drama, musik og billedkunst.

Hertil hentede vi følgende kunstnere ind:
Fra Holbæk Kulturskole: Bente Kjær Pedersen, Billedkunstner og Merete Elisabeth Lundberg, Musiker/Drama og teaterpædagog Anita Nielsen, samt kunstnerisk leder og instruktør på Teatret Fair Play Rob Parr.

LegeKunst startede i Søndre Børnehus med en sjov, aktiv og lærerig workshop-dag for alle personaler. Her fik vi en introduktion til forløbet med LegeKunst samt en indføring til de tre fag.

Vores første undring var:

Hvordan kan vi i Søndre Børnehus skabe forløb, hvor børnene i højere grad bliver dannede hen imod at være engagerede, nysgerrige og livslystne børn med tro på egne evner og lyst til at indgå og bidrage i større fællesskaber?

 Vi blev inviteret til at deltage i projekt LegeKunst og gik med store forventninger, nysgerrighed og lidt på gyngende grund helhjertet ind i projektet, – uden at vide, hvor vi havnede.

Vi vidste, at vi skulle starte i uge 35 og sluttede i uge 48 og havde på forhånd besluttet, at de særlige deltagende skulle være børn og personaler fra særligt 2 børnegrupper.

Alle børn og personaler skulle se forestillingen ‘Hvad nu hvis’ på Teatret Fair Play.

Billedkunstner og dramapædagog skulle sammen med børn og personale fra 2 udvalgte børnehavegrupper lege med vægt, mål og balance og derudfra skabe et blivende fysisk magisk rum.

Sammen skulle musik, billedkunst og dramaforløb ende ud i en forestilling, som de implicerede børn og pædagoger skulle vise på Teatret Fair Play.

Forløbet skulle afsluttes med en legende interaktiv kunstudstilling på Elværket.

Børnenes egen forestilling skulle leges frem med fokus på processen, hvilket betød at ingen på forhånd kunne få at vide, hvor det skulle ende.

Sammen skulle vi dermed på opdagelse i en ny anderledes verden, hvor der ikke var et fast mål, men meget var styret af temaet og børnenes input. En lidt anderledes proces, hvor vi gennem leg, undring, eksperimenter og engagement, har lært en hel masse om os selv og de andre – både børn og voksne. Vi har haft en fantastisk proces guidet af særligt udvalgte meget engagerede og dygtige fagfolk.

Vi har lært, at hvis man kan være nysgerrigt tilstede i nuet, kan man skabe en lærerig proces, hvor der er plads til alle og hvor ingen er forkert. Selvsamme kan/ har også være noget udfordrende for nogle personaler, der har brug for at være mere i kontrol. Nogle voksne har til tider haft en oplevelse af ikke at kunne slå til eller ikke at kunne engagere børnene nok, målt ud fra deres egen oplevelse f.eks. af at slippe kontrol, ”synes-ninger” og ambitioner. Dette er i særdeleshed interessant, da vi med nærværende forskere, børnenes udsagn, samt den store mængde af billedmateriale der har foreviget processer og øjeblikke, tydeligt viser at børnene er meget engagerede, interesserede og at de, på trods af forskellighed og udfordringer, alle arbejder koncentreret og nysgerrigt med. Vi har lært af at se på børnene og deres engagement og begejstring.

Vi har også lært, at de voksnes eget engagement, glæde og begejstring smitter børnene. Personalet fortæller at de kan se, at projektet dækker hele læreplansblomsten. Vi har også lært, at de voksne skal skabe læringsrum, hvor det er tilladt at eksperimentere, lege og blive klog af det.

Men hvordan kom vi dertil?!

Først satte personalet nye under-undringspunkter:

  1. Hvordan kan vi skabe flere seancer, hvor børnene bliver så grebet i flow, at de slet ikke kan holde ud at det stopper?
  2. Hvordan kan vi via LegeKunst og særligt æstetiske processer få skabt rum for det fælles 3., hvor børn og pædagogisk personale sammen går på opdagelse, i en bestemt retning, uden fokus på bestemte resultater?
  3. Hvordan kan LegeKunst give nye input ind i arbejdet med læreplaner og andre pædagogfaglige redskaber i Huset, således, at det fokuserede arbejde med børns læring i langt højere grad tager udgangspunkt i det hele barn og dannelse? (Læringen her forstået som en transfereffekt af de ‘magiske’ momenter)
  4. Hvordan kan arbejdet med æstetik bidrage til nye lege i hverdagen?
  5. Kan de æstetiske processer gøre hverdagen og børns læring mere spændende og vedkommende for bade børn og voksne?
  6. Kan vi via æstetikken give legemuligheder, der gør at børnene gennem hele dagen og på eget initiativ går på ekspedition?

Det første undringspunkt blev hurtigt oplevet og set.

Ved afslutningen af et dramaforløb begynder en af vores drenge at græde. Berith (pædagog) tager ham op og spørger hvorfor han græder, da drengen ellers tydeligt har nydt at deltage i forløbet. Drengen fortæller, at han græder, fordi det er slut.

Andre gange er det en pædagogisk indsats at få børnene ud af deres roller eller det tager meget lang tid for børnene at blive færdige med at male.

Undervejs i forløbet er der startet en ny dreng i gruppen. Da LegeKunst er færdigt, vil hans pædagoger gerne give ham en mere personlig velkomst i gruppen, så de inviterer ham til at vælge hans yndlingssang fra hans gamle børnehave og drengen ønsker ’Hvad nu hvis’-sangen, som er særligt komponeret til dette projekt. Pædagogerne spørger: ”Jamen er der ikke en sang fra din gamle børnehave, du gerne vil synge?” hvortil drengen svarer: ”Jamen i min gamle børnehave sang vi hele tiden ’Hvad nu hvis’.”

Et tegn på engagement er, at børnene på eget initiativ går på ekspedition (6)

Berith Jensen, Pædagog: Det er sjovt. Vores børn har faktisk slet ikke været optagede af dinosaurusser, men det er de nu. De kommer og spørger efter bøger og undersøger videre.

Christina, Medhjælper: Det er helt vildt som børnene fortæller. De er meget begejstrede, og selvom jeg ikke var med den første gang, har børnene fortalt mig det hele. Og de leger det rigtig meget, når de kommer tilbage.

I børnehavens indgang er der via projektet blevet skabt et ‘Male- veje- lege-skab’ med en masse spor til fortællingen. Udover vægte er der små dåser med sten i forskellige farver, små figurer, knapper, målebånd med tal eller farver, skåle, fade og meget andet som kan arrangeres, balanceres og leges med m.m.

Her bliver der leget rigtig meget, og børnene begynder impulsivt at synge sange eller genfortælle, mens de måler, vejer, leger og skaber kompositioner. Det er interessant hvad andre materialer (3 og 5) kan betyde for fantasi og nye lege.

Alle børnene har også fortalt rigtig meget derhjemme, også de børn der ikke normalt fortæller deres forældre ret meget. Det er der mange forældre, der er kommet med fortællinger om.

Det, der har været meget interessant er, at alle børn har været så engagerede og stadig er det her efter forløbet er slut. Berith Jensen, Pædagog: Det er helt vildt. Børnene bliver ved med at synge sangene og lege fortællingen. Det har virkelig gjort indtryk. De er slet ikke færdige. Jeg tror aldrig, jeg har oplevet noget lignende.

Da børnene skulle spille deres forestilling for forældrene, deltog alle børn med stor glæde, begejstring og koncentration. Det var stadig leg, men en øvet leg, som alle vores 42 børn kunne deltage i på samme tid og sted, hvilket er meget atypisk for vores børnegruppe. Alle børns forældre kom, hvilket absolut ikke er almindeligt. Og det er jo netop at arbejde med dannelse. At alle vores børn oplever at være vigtige i fællesskabet. At det er deres fantasi, værker og ideer, der er blevet anerkendt og har skabt fortællingen og scenografien. At de alle står frem succesfuldt – også alle vores særlige børn.

Så det helt særlige ved dette forløb har været et kæmpe engagement fra alle deltagende børn, som alle har oplevet succes ved at indgå i og bidrage til fællesskabet. Alle deltagende pædagoger og medhjælpere nævner, at vi er hele vejen rundt om læringsblomsten. For nogle af de voksne har det været en skøn rejse: Didde Rasmussen: Jeg er som pædagog blevet inspireret af at opleve, møde og arbejde sammen med professionelle kunstnere, som er dedikerede på deres områder…

LegeKunst-forløbet har været en kærkommen “genopdagelse” (for mig i hvertfald) af, at teaterleg­ billedkunst-musik-krop-fantasi-kreativitet er vigtige pædagogiske arenaer og/eller værktøjer til læring. LegeKunst-forløbet er en vigtig modvægt til den skoleagtige læring, vi i mange/flere år er “sunket ned i” i børnehaverne!! – og har praktiseret.

Så – personligt/fagpersonligt udbytte:

Inspiration til min daglige pædagogik- og et læringssyn (som jeg næsten havde fortrængt!!)

I praksis: Forsøqe at lade fantasien/kreativiteten få mere plads.


Altså har vi lært at vi, med fokus på et tema, på børnenes oplevelse, leg og dannelse – via musik, billedkunst og drama/teater kan skabe forløb, hvor børnenes engagement, livslyst og bidrag til fællesskabet er i højsædet, samtidig med at vi kommer godt rundt om læreplanen.

Vi har også lært, at de kunstneriske processer som nok er målrettede, men ikke er mål- eller resultatstyrede kan være svære for nogle voksne og befriende for andre voksne at være i.

Så vores nye undring kan være:

  • Hvordan kan vi tage læringen om børnenes udbytte af tematisk leg med fokus på børnenes oplevelse, leg og dannelse videre i Søndre Børnehus?
  • Hvordan kan vi videre bruge erfaringen om, hvordan andre materialer end det gængse forudbestemte legetøj kan igangsætte børns lege og egne undersøgelser?
  • Hvordan skaber vi læringsrum, hvor det er børnenes fantasi og oplevelse, der er i fokus?

Samtidig kan vi se, at det allerede nu har sat sine aftryk i personalets måde at arbejde på.
Vi er i december og børnene skal lave julegaver. Det har til tider været meget med fokus på produktion. Nu var personalet inspireret af de forgangne forløb og børnenes spor, så i stedet for hurtig produktion fortsatte de med at blande farver og anvende en metode børnene havde været optaget af i forløbet, og farverne blev nu blandet og malet på stoffet ved at lægge en kugle med maling i et kar og lade den rotere. Et skønt resultat med fokus på børnenes optagethed, oplevelse, opdagelse og forundring, fremfor på produktion.