LEG, DANNELSE, MUSIK, SAMSKABELSE, FÆLLESSKAB, KUNST, ÆSTETISKE PROCESSER

REGION: Færøerne
KOMMUNE: Thorshavn
FORLØBSÅR: 2022
DAGTILBUD: Miðstovnurin

Snudefortælling: Miðstovnurin (2022)

Miðstovnurin – opfølgningsrefleksion.

Miðstovnurin er funktionsopdelt og har ikke traditionelle stuer.

Hvordan har I oplevet samskabelsen mellem kunstner, pædagoger og børn – og hvordan er børnenes perspektiver kommet til udtryk?

Det var en succes at få en af de ældre med i dag (yes!), men der må være plads til at de går og kommer efter hvad der fanger dem og ikke fanger dem. Det er sjovt at observere, at når man tror, at nogen af dem ikke er med, så er de alligevel med, enkelte tramper forsigtigt, men de gør det. En genert pige som er forsigtig, hun valgte et lille bitte instrument. Så var hun med.

Det fungerer godt at køre ud i ét, uden pause det er godt til at “keep the energy”, siger James, kunstneren. Pædagog: “Og James fanger det som børnene kommer med, når vi spiller og leger, en dreng sagde: “Wooooh…” og James gentog det og gjorde noget ved det, det var cool. For når man fanger børns initiativ, altså man forstærker det, som børnene kommer med, så rammer det ofte plet”.

Da vi var udenfor, kunne børnene sagtens have pause. Når er indenfor, da mister de flowet, hvis de har pause.

James har forsøgt at tænke og finde et generelt model, som går som en rød tråd igennem det hele, som skal være model for det, de gør fremover. Det er bl.a. at fange det, som nogen gør, og så gøre det sammen med alle, det gennemgår det, som det skal, og så gør alle det.

Pædagog: Det bedste var i plantagen, med få børn, tid til fordybelse, at se børnene, da de opdagede: “Åh, jeg fandt en lyd, kom her, James, kan jeg råbe højt??”. Der var plads til en til en – til forskel fra den sidste tur, hvor der var så mange med. Da er der ikke overskud nok til at undres sammen med børnene.

De har været på lydjagt, for at fange lyde ned i en krukke (som blev optaget med mikrofon) ude i naturen og inde i butikker. I Brugsen for at lede efter lyde, i køledisken, de fandt en pakke chips at rasle med, stak en mikrofon hen til én som var ved at tømme papæsker med varer, og de gik også efter en fejemaskine med mikrofonen.

Det har gjort, at de nu i det daglige leder efter lyde på institutionen: “hvordan lyder det dér papir, som hænger dér, hvordan lyder stolen, som bliver trukket ud?”

Lydene, som de fandt sammen med James, samlede de i krukker, James optog det, det blev brugt til en ceremoni, hvor lyden blev hældt ned i en højtaler, og så kom den ud…mens alle sad tryllebundet og lyttede.

Refleksion og opmærksomhedspunkt fremover. Når det var den første gruppe, var vi nysgerrige, med gruppe to ved de voksne, hvad der kommer til at ske. Måske det gør de voksne mindre entusiastiske med gruppe nr. to?

Det fungerede godt at kommunikere med instrumenter, de var gode til at kommunikere to og to. De små “glæder sig til James kommer”, den ene er lige fyldt tre, han elsker det, glæder sig til James kommer, og de har hørt et vuggestuebarn stolt fortælle for de andre: “Jeg skal til James….!”

Børnene elsker “We will Rock you” som de lavede lyde til sammen med James.

James: “Nogle børn har svært ved at “get into the beat”

Pædagog: “Det kunne se ud til, at det at bruge kroppen først, og derefter spille på instrumenter, fungerede bedre” De plejede nemlig at tromme “We will rock you” på kroppen/lårene, så det er det, de er vant til.

Mange af børnene er helt væk i James. De har set genudsendelsen i TV med symfoniorkestret, hvor James spiller percussion, adskillige gange (i børnehaven).

Institutionen oplever at det pædagogiske miljø har ændret sig på den måde, at børn stiller sig op (frem) som de ellers ikke havde regnet med gjorde det. F.eks. var en en 5 årig pige dirigent, da de havde en LegeKunst-koncert for hele institutionen. Før i tiden ville de ikke have drømt om at bede hende, men kunstneren havde ingen forforståelse, og forventer derfor forskelligt af børnene, som personalet er overrasket over, at børnene evner. Det gør, at personalet møder børnene anderledes og med andre og nye forventninger. Deres fortællinger om børnene er mere nuancerede.

De har lært meget om gruppen af børn. Én, som slet ikke “kan samarbejde”, hører ikke efter, men han var med og tog initiativer, da de ledte efter lyde. De er blevet lidt klogere på nogle børn: Børnene samarbejder, “bare ikke på den måde, som vi kalder for samarbejde. Vi tror ofte at de ikke hører efter, men det kan være at de bare ikke gider det, som vi gider. Børn, som vi siger, ikke samarbejder, vi så hvor godt de samarbejdede f.eks. i en P-kælder, som vi var i. “Buup” sagde de, og så: “Stop!”, så stoppede de, de samarbejdede rigtig godt. Når vi leder gruppen og vi véd hvad vi gør. Måske vi ud fra dette har lært, at ændre vores måde at kommunikere på, vi må ikke bare blive sådanne emhætter (som larmer i baggrunden), børnene kan mærke, at deres udspil bliver taget alvorligt.

Pædagogen giver eksempler på en effekt af LegeKunst:

En pige slog på to bøtter: “Elin (pædagog), jeg vidste slet ikke, at jeg kan lave musik”. “De får oplevelsen af mestring”.

En mindre dreng har altid larmet, og vi har altid syntes det, vi har skældt ud, fordi han ikke kan være mere stille. Han har altid kastet med ting – og grint, når det har rullet afsted. Vi ser noget andet i ham nu, vi kan se, at han er musikalsk. Når han kører pinden efter tremmerne, larmer det, ligesom når han kaster, og så griner han. Han og LegeKunst har passet så godt sammen, han har fået plads, han har lavet rytmer, etc. Har klaret det utrolig godt.

“Det handler meget om, hvordan man sætter gruppen af børn sammen, bevidst, uheldige konstellationer fungerer ikke. Derfor må man være bevidst om, hvad man gør.

Vi har ikke haft så megen erfaring med organiserede aktiviteter, for vi er flyttet hertil for nylig.

“Hvordan skal man tegne lyde?” var der et barn, der spurgte, da de skulle tegne lyde. Det er uden for comfortzonen hos nogle. Nogle som er for seje, skal man ikke kigge efter. Man skal bare lade ham.

“Hvussu skal man tekna ljóð?” Spurdi eitt barn, tá tey skuldu tekna ljóð.

Lærerigt, siger James. Jeg følte til midtvejsevalueringen at noget begyndte at tage form, jeg havde et model, som begyndte at tage form. James synes, at det ikke var helt så let at få børnene med, som der blev sagt i Nordens Hus. “It has been improving to see the kids respond, challenge to get them all involved together.”

“Måske skal succesen ikke kun blive målt på, hvor mange børn deltager, en vej at se succes på (siger pædagog Alma) er, hvor mange deltager, altså antallet; men de som personale har kunnet få øje på masser af udvikling hos enkelte børn.

Det, som vi gjorde, var at skifte imellem: være i takt og så fik de lov til at være vilde og fjolle (det fungerede rigtig godt, fordi så fik de en pause). James kunne tænke sig at tage elementer ud af det og overføre det til andre aktiviteter. “It takes quite a lot to take the children into it”.

Der er to drenge her, som aldrig nogensinde har haft noget med hinanden at gøre. Pludselig gav James dem en opgave sammen. De skulle kommunikere med hinanden med instrumenter.

Der sker så meget, når de skal tale med instrumenter, connection, at skabe forbindelse, det at de får kontakt, ser hinanden, får øje på hinanden, det skaber vi (ikke lære at lave rytmer, det er ikke det, som er pointen her) men at skabe forbindelse.

Samarbejdet mellem kunstner og pædagoger har været utroligt godt, de har haft gode og givtige evalueringer efter hver gang de har været sammen, god dialog: vores styrke, din styrke.

Efter de første 4 gange blev planen om at knytte vuggestuen til børnehaven, endnu tydeligere, for da var det pædagogerne som fik 75% af ansvaret og de kunne derfor have fokus på det i forberedelsen, eksperimentere med lyde for at forbinde vuggestue og børnehave.

Vedrørende undringsspørgsmålet.

Leder og personale siger, at de tænker “ikke så meget over det fysiske længere, altså den manglende fysiske mellembygning, for vi har fået skabt kontakt mellem børnene”. Der er mere samskabelse. F.eks. når de har lavet juledekorationer, har har de (nu) valgt at blande børn og voksne fra begge afdelinger.

Målet var, at både børnehave og vuggestue skulle være sammen, men formålet blev at knytte børnene sammen, “De små i vuggestuen kender os i børnehaven nu, de er vant til at være her nu”. Og selv om det er nogle uger siden James (kunstneren) var på Miðstovnurin sidst, så lever han stadigvæk i børnenes tankeverden.

En pige viste pædagogerne sin tegning af familien. Og da pædagogen spurgte ind til “det ekstra familiemedlem” på tegningen, som stod midt iblandt dem, svarede pigen som en selvfølge, at “det er da James”.

Hvordan handler og tænker det pædagogiske personale anderledes i kølvandet på LegeKunst?

Det, som før blev regnet for at være larm, siger de nu, at de ser som noget, som børnene synes er spændende, f. eks, leg (vuggestuen). De har nogle “hamrende irriterende” radiatorer, børnene bruger dem, de “smækker til dem”. Nu kan de voksne godt finde på selv at spille rytmer på radiatorerne. LegeKunst er også gavnlig for de store vuggestuebørn, er konklusionen.

Institutionen er glad for at have arbejdet sammen med en lydkunstner. De havde slet ikke forestillet sig, at de ville “få en trommespiller”. De synes at lydjagt er meget, meget godt – også for vuggestuebørn.

Én ting, som de ikke har tænkt sig at gøre fremover, er at overtale børn til at være med. De havde “to fyre, som ikke rigtig gad være med”. De siger, at de ikke skulle have overtalt dem, de var aldrig rigtig interesseret eller blev hægtet på. Det er vigtigt at inddrage børnenes perspektiver.

Aktionslæring. På Miðstovnurin har de gjort det samme 2 gange samme dag, med refleksionerne imellem grupperne og efter begge grupper, dvs. arbejdet med det samme undrings spørgsmål i begge grupper (i træk samme dag), dvs. at de har noteret og evalueret hvad der skete i den første børnegruppe, og har derefter tilpasset aktiviteterne til gruppen, som kommer bagefter.

Hvad er de stadigvæk nysgerrige på? De er spændt på hvordan det kommer til at være at holde fast i, f.eks. at James ville have at det skulle være en æstetisk oplevelser, at de skulle glemme tid og sted, personalet har fået en opfattelse af børnene som at børnene, de “vil gerne, de gider godt – de vil gerne samarbejde”. De magter også at vælge det fra. Og komme ind i det igen næste gang. Det har personalet erfaret, at det, at børnene vælger det fra én gang, ikke nødvendigvis betyder, at de ikke kommer næste gang.

Opmærksomhedspunkter at tage med videre og anderledes handlinger efter LegeKunst: Personalet siger, at der er visse børn, som de førhen aldrig ville have bedt om at “træde frem”, spille skuespil, teater og lignende, men det gør de nu. De fortæller om en pige: “Hun “byder ikke ind” (at optræde, spille skuespil) men nu ved vi, at hun har det i sig.

De siger at de ved at have været sammen med James om LegeKunst, har ændret sig til at blive mere tydelige i, hvad de vil. Da James “havde ledelsen” fulgte de ham, de fik en god rytme, og måtte stramme op, da James var færdig. Nu gør det det sådan, at når der er LegeKunst, så “byder de velkommen og forklarer: at nu vil vi gøre det og det, og derefter sker det og det”. Og det mener, at det har medført at nogle børn har følt sig trygge nok til at “folde sig ud”. Folde sig mere ud, end man kan se i det daglige. De fortæller: “James var mere tryg i at lede gruppen, end vi var. Vi var måske gode til sang og lege. Det, at de voksne er trygge, og trygge i det, de gør, gør, at børnene er trygge”.

Fremover vil de bruge de samme principper: at være tydelige, mere strukturerede, lige præcis i sådan noget, hvor de vil noget med børnene, da har de herefter tænkt sig at lave tydelige rammer”.

De synes ikke, at de kan få øje på nye venskaber mellem børnene efter LegeKunst. Men børn, som før LegeKunst-forløbet aldrig har fået øje på hinanden, har samarbejdet og skabt kunst sammen under forløbet. De oplevede børn “tale sammen” med instrumenter, børn, som ellers aldrig har kommunikeret med hinanden. Så de siger det være vigtigt med “Bare anerkendelsen af hinandens eksistens”.

Fordi de nu i kølvandet på LegeKunst nu har fået indsigt og viden i nogle ting, så handler de bevidst. En pige, som de tænkte, at de véd, at når de skal tur, så er det altid så besværligt, så tager de ikke hende med, for “hun kan ikke klare forandringer”. Dette var for at beskytte hende.

Da de så kiggede på billeddokumentationen, kunne de se, at hun var rigtig ked af det, at hun ikke var med. SÅ nu er hun med. “Man skal også være bevidst om, at børnene de udvikler sig jo. De, som er stille, de følger også med. De sidder ofte og betragter, men derfor er de jo med, selv om de sidder ude i siden”.

Da James var på Miðstovnurin for sidste gang, blev der hold en koncert for alle børnene i Miðstovnurin. De spillede to stykker.

Det første stykke fik enkelte børn lov til at dirigere, mens de andre børn “malede med pensler i luften” og skulle følge dirigenten. Derefter skulle de spille et stykke, som hedder “samskifti” (kommunikation). Hvor børnene stod i to køer, og så spurgte James, hvem vil “samskifta” – og så gik børnene sammen to og to for at “samskifta” med instrumenter. Alle tilskuerne stod stille og fulgte med.

Personalet, som har deltaget i LegeKunst mener, at dem på institutionen, der ikke har været med, har fået et nyt billede af LegeKunst. De andre kolleger har syntes at det har været lidt irriterende. Men da de var på koncert, så de noget helt andet. LegeKunst har taget ret meget energi og ressourcer. Derfor vil de tage en pause i december, og vente med resten (3. del) til januar eller februar.

Personalegruppen er ikke så stabil endnu, der bliver ansat flere i den kommende tid, og andre har sagt op.

Opmærksomhedspunkter og anderledes handlinger fremover

De ønsker i større grad at strukturere sig. De har lært noget ift. i større grad at organisere sig.

Planerne for januar/februar/fremover er at eksperimentere med forskellige lyde. Måske vi vil være mere udenfor. Nu vil vi lave instrumenter. Skaffe instrumenter, Have en funktion med instrumenter og rytmer og lyde. Fremover, når vi laver LegeKunst vil vi tage de børn med, som gerne vil være med.

Undringsspørgsmålet

Vi lavede juledekorationer sammen – på tværs af enhederne. De kommer sig af at vi har samarbejdet omkring LegeKunst. Det er lykkedes at bruge LegeKunst til at knytte enhederne i institutionen sammen.

Kommunikationen i vinduerne er blevet bedre (vinduerne i børnehaven og i vuggestuen). Førhen gik vi bare forbi (indendørs). Nu er vi mere opmærksomme på dem (i vuggestuen) de kigger ned til os og vinker, og nu vinker vi tilbage. De kommer oftere på besøg. Vi er mere bevidste om de andre børn, bevidste om kontakt og forbindelse. Det kommer til at blive lettere at have indkøring i børnehaven, når det kommer dertil. De voksne er blevet mere bevidste. Vi er ikke på samme måde “bekymret” for at de små børn kommer over for at gå i børnehave.

De var meget imponeret over James, han lærte navnene på børnene med det samme. De var ikke bare et projekt for ham, de blev noget særligt, fordi han så dem.

James synes at det er meget nemt at arbejde og samarbejde med pædagoger, det er nemt at dele ideer og input, “de samskabte ideer udvidede min forestilling om, hvad det er at lave musik, fornemme børnene, det var anderledes udfordrende at arbejde med yngre børn, vi lavede noget, det fungerede ikke så godt, så ændrede vi det til den næste børnegruppe, som kom bagefter, vi fik mulighed for at prøve det af i den første gruppe og reflektere og evaluere – begge grupper havde de samme undrings spørgsmål, og så kunne vi ændre det efter, hvad der skete. Nogle gange ville et barn ikke, og så smittede det på de andre børn. SÅ fik vi tilpasset det til den næste gruppe. Så fik vi 1-2 børn med på den – og så smittede det alle de andre til at være med.

Leger børnene anderledes eller med andre end de plejer?

Der er færre konflikter. Muligvis skyldes det LegeKunst, men også fordi vi omsider er kommet på plads i den nye bygning. Vi havde en dreng, som ikke vil gøre noget, førend han ved at han kan det. Men han så så meget op til James, så ville han deltage, han var tilpas meget med. Og til sidst. Så var han helt med. Han blev en af fællesskabet. James havde ingen forforståelse, så han satte de samme krav til ham som til andre børn.

Nu synes de, at de kan se, at han ikke laver lige så mange perleplader, men at han tegner mere. Hans tegninger blev hængt op (normalt vil han ikke have at hans tegninger hænger oppe) én af hans tegninger hang oppe, de andre børn gik forbi og så den.

Han tør bedre prøve. Han afviser ikke forslag lige så meget, som han plejede at gøre.

De mener også at vuggestuebørnene får ret meget ud af LegeKunst og de siger, at LegeKunst ikke er aldersbestemt.

“Koncerten gjorde også, at vi fik vist vores kolleger, hvad dette handler om. Vi kunne måske i større grad have involveret dem, sådan så det ikke blev et irritationsmoment. Koncerten gjorde, at de så hvad børnene havde fået ud af LegeKunst”.

Oprindelig var vi bekymret om at skulle have koncert.

Men de gjorde som planlagt, og de “var bare i det”. Dette er noget, vi har gjort sammen. Dette er LegeKunst ikke et udstillingsprojekt”.

Opmærksomhedspunkter fremover

Evt. lave noget visuelt i stedet for lyd – for at knytte afdelingerne sammen, få kontakt og forbindelse.

Personalet mener, at de har lært en masse, selv om de ikke har knyttet afdelingerne sammen fysisk, så har de fået en anden holdning, nu laver de ting sammen, f.eks. juledekorationer, de er “meget mere forbundne nu”. Og dem, som har deltaget i LegeKunst, er dem, som er mest forbundne. Socialt forbundne. Da vi havde kunstnerisk værksted: da var de voksne som børn.

De har tænkt sig at lægge vægt på at eksperimentere med børnene, lade dem lave forskelligt, når de går i gang igen med LegeKunst: “Vi kommer ud af vores comfortzone”.

James:” Førhen blev jeg overrumplet når det ikke gik, som jeg havde tænkt: Deal with chaos. Join the chaos, jump into it, learn to see patterns in behavour, dynamics among the kids.

Leg og Kunst er det samme. Man har en idé, så går man i gang, så tager ideen over, så er man en del af det, går i flow.

Pædagogerne: “Man må skabe et trygt rum til børnene at turde at eksperimentere i. Da vi ændrede det til at fortælle dem, hvad der kommer til at ske i dag, da vi forberedte dem, da vi havde en plan, da gav det dem mod til at udtrykke sig mere. Det har været et meget kompakt forløb, utrolig intenst. Én gang var det tre gange på en uge.

Men da så koncerten var, så var alt det kaotiske og anstrengende glemt, da var alt godt, da var alle inkluderet.

Sproget var en “barriere”, men det fungerede fint for James var så tydelig i sit kropssprog – og det vil pædagogerne tage med sig.

Hvad tager James med sig?

At se og være bevidst om “barnet i de voksne”, som han arbejder med. Og at turde bedre at “let them go with the idea”, turde at være i kaos. Det er ikke så “farligt”, som det kan synes at være, ikke at have styr på det hele.