FÆLLESSKAB, MUSIK

REGION: Nord
KOMMUNE: Faaborg-Midtfyn
FORLØBSÅR: 2021
DAGTILBUD: Espe Børnehave

Snudefortælling: Espe Børnehave (2021)

AFSLUTTENDE EVALUERING I ESPE D. 13. DECEMBER 2021.

(På mødet deltog pædagoger og leder fra Børnehaven. Musikskolens lærere var forhindret i at deltage. Jeg var med på skype og havde fokus på at notere pædagogernes fortællinger/refleksioner over forløbet.)

UDDRAG FRA SNIP:

Vi har længe haft fokus på dannelse, leg og fællesskaber og i oktober fik vi en dreng med høreapparater og fik derfor nogle lyddæmpende plader rundt omkring i vores børnehave. Vi fik også nogle gode snakke om hverdagens lyde med flere meget kloge mennesker [og om] forskellen på larm og høje lyde – og om lyd på leg. Når vi er mange børn og voksne på lidt plads, kan meget, der er leg for nogen, nemt blive larm for andre. Så nu er vi er nysgerrige på, hvordan vi kan understøtte lege-fællesskaberne og måske finde en vej til at støtte lege-lyde på, så det måske bliver til mindre larm og mere noget andet.

Hvordan kan vi i det hele taget understøtte den konkrete legs sanselige fortælling og bevægelse? Kunne vi på en eller anden måde understøtte legen, så der bliver bedre plads til alle?

På P-møde har det været drøftet, hvad der er god samling, og hvad vi kan gøre for at udvikle vores samlinger. Vi håber, sammen med Musikskolen, at skabe en ny lyd-kultur i vores børnehave, der måske kan give endnu bedre plads til fordybelse, fællesskaber og leg.

OM SNIP-FORTÆLLINGEN

SNIPPEN handler om lyd på forskellige måder. Det er stadig et centralt område ifølge pædagogerne, da det er et hus plaget af lyd. Man kan altid høre alting. Også stuerne imellem. Lyd betyder meget. I LegeKunst har der været opmærksomhed på, om man kan gøre noget på nye måder, så man ikke er plaget af lyde. Kan vi arbejde med lyd, så lyd bliver andet end larm? Selvom alle oplever at arbejdet med lyd er relevant, har det været en udfordring, at det var Line (leder), der skulle lave SNIP-fortællingen. Det har ikke nødvendigvis været det mest fornuftige. Til næste omgang LegeKunst giver det mening at lave SNIPPEN sammen med personalet. Der har fra starten manglet noget forberedelse og ejerskab fra pædagogerne. Hvad er det her LegeKunst egentlig for noget? Det er blev trukket lidt ned over ørerne på pædagogerne, og derfor har der måske også været noget modstand. Hvis pædagogerne næste gang er med inde over snippen, så får det en retning, som pædagogerne selv er med til at sætte. Pædagogerne overvejer også, om der skal være en overordnet SNIP og to ’under’-SNIPPER, der er tilpasset hver børnegruppe.

HVORDAN HAR VI ARBEJDET MED LYD?

Begge stuer har arbejdet med lyde og fået en opmærksomhed på LYD. De er fx begyndt at tænke over, hvad de kan gøre, hvis nogle lege er larmende. Kan legen flyttes – eller flyttes udenfor? Det kan nemt blive for meget, hvis alle skal være inde. De har haft intentioner om forskellige instrumenter, prøvet at slå på ting med pinde, undersøgt hvad der kan lave lyde. Det blev hurtigt tydeligt, at indenfor blev det for højt, de kunne ikke være i det. Der var børn, der holdt hænderne for ørerne, det blev larmende og det var for højt.

I de første eksperimenter med lyde, var tanken, at børnene selv skulle rundt og finde lyder i forskellige rum. Her fortæller pædagogerne, at lige så snart man flytter rum, så betragter børnene det, de havde gang i, som afsluttet. De kan slet ikke vente på selv at finde en lyd og vente på at de andre børn finder en lyd. Denne aktivitet var for svær og nok mere på skoleniveau. Det blev justeret efterfølgende.

HVAD ER LEGEKUNST?

Oplevelserne med LegeKunst er lidt forskellige på de to stuer, men pædagogerne er enige om at LegeKunst er MANGE ting. På begge stuer har der været snakke om hvad LegeKunst-konceptet er. De har begge steder været meget rundt omkring. De har både tegnet, sunget sange, læst historier. Det er fint at finde ud af, at nogle er glade for det. Men der er stadig et spørgsmål der kredser om, hvad det er, LegeKunst kan og skal?

Især på den ene stue er man generelt med LegeKunst lidt forvirret over, hvad der egentlig foregår. Og der er en oplevelse af, at når man skal evaluere, raver det nemt op på et for højt niveau. Som en pædagog formulerer, kan det virke som om, at der har siddet personer med en akademisk uddannelse, der ønsker at lave et projekt, men som er langt væk fra at være pædagog ’på gulvet’ sammen med børnene.

Børnene i Espe er aldersintegrerede, så der er børn i aldersgruppen 3-5 år på hver stue. Det har været en udfordring, der betyder, at man let kommer til at skyde forkert i projektet. Nogle børn falder enormt hurtigt fra og det er svært at ramme en samlet børnegruppe i alderen 3-5 år. Der kan derfor være behov for at dele børnene op alderssvarende, men så er det ikke hele børnegruppen, der kan være med i LegeKunst. Og hvad gør man så?

AT FÅ BØRNENE TIL AT ’VÆRE MED’ I LEGEKUNST

Især den ene stue oplever, at det er svært at holde børnenes koncentration, og der er børn, der falder fra efter fem minutter. Nogle børn er svære at ramme, og hvis der er én der falder fra, så smutter det hele

meget hurtigt. Så bliver pædagogerne i stedet fårehyrder, der skal holde sammen på det hele. Der er på den ene stue relativt mange børn med forskellige ting og ’ondt i livet’. Spørgsmålet er her, om man skal lade stå til, lade dem sidde på egen hånd, eller om man skal følge efter dem. Problemet er, at de trækker andre til sig. Det er måske OK, hvis de sidder selv, men pludselig er det halvdelen, der ikke er med. Det er meget ærgerligt for dem, der ikke er med. Og det er meget ærgerligt for dem, der virkelig har lyst til at lære. Det er nogle bestemt børn, der får meget opmærksomhed. Der skal måske gå tre-fire gange inden de finder ud af, hvordan de skal deltage.

Pædagogerne beskriver, hvordan denne udfordring netop er hele grundspørgsmålet i det, de gør. Hvordan får vi børnene ind i fællesskabet? Det kan være enormt svært at have øje for under selve aktiviteten, hvordan vi får ham eller hende med. Hver gang vi skal ud og hente én, så er der en voksen, der går fra.

Der er samtidig en opmærksomhed på, at målet ikke er at holde børnene fanget i fem kvarter, da det ikke kan lade sig gøre. Det handler ifølge pædagogerne også om at acceptere, at der er forskellige behov i børnegruppen. Nogle sidder i periferien, men er alligevel lidt med. Det er vigtigt også at have øje for de børn, der ikke lige umiddelbart er på.

SAMARBEJDET MED MUSIKSKOLEN

Pædagogerne oplever, at både Annette og Cecilie fanger børnene rigtig godt. Men især på den ene stue oplever pædagogerne selv, at de ikke er så gode til musik – og heller ikke har interesse for musik. Det kan være svært. Og selvom SNIPPEN handler om LYD er det også musik, når det er undervisere fra musikskolen. Derfor vil det være godt, hvis man kan fokusere endnu mere på LYD end musik. Når pædagogerne selv oplever, at de ikke er gode til musik, bliver det noget juks, når de skal sende det videre til børnene. Det er svært at overtage fra musikskolens lærere, når man ikke selv er interesseret i det og ikke føler, man er god til at arbejde med det. Så bliver det let en følelse af, at vi gør det, fordi det skal vi. Når det er sagt, har pædagogerne også følt, at det har været OK, og de har fået nogle gode input. Fx ift. at skabe struktur.

En mulighed i organiseringen af LegeKunst kan derfor være, at man sender forskellige kunst- og kulturaktører ud. Det er klart, at man automatisk kommer til at tænke meget musik, fordi det er to musiklærere, der kommer ud. Man kunne fx forestille sig et forløb, hvor man havde besøg af forskellige kunst-arter to gange pr. kunst-art. Det vil gøre, at man ikke kun tænker musik – men mere i metoder. Dvs. man mere tænker i de tilgange og redskaber man kan bruge fra de forskellige kunst-arter. Ved at have forskellige aktører inde tvinger de børnene til at holde opmærksomheden. Ny kuffert, nyt emne. På et eller andet tidspunkt fanger det måske heller ikke så meget mere: efter tre uger har de set ’kassen’. På tværs kan man fx tænke i, at der ikke skal være et færdigt produkt. Men at det er mere åbent.

Flere af pædagogerne nævner, at der er en udfordring i, at ’underholdningsniveauet’ skal være anderledes hver gang, for at det hele ikke går lidt af fløjten. Det er nemmere, når man kommer udefra og er ny og spændende. End når man som pædagog selv skal stå for det. LegeKunst folkene har fx deres kuffert med. Det kunstnerne har med, det fanger børnene hurtigere end det, de har set mange gange. Pædagogerne er heller ikke vant til at have fem kvarter, hvor der er frit spil ift. hvad kan vi lave. Nogle børn kan dog godt engagere sig. Nogle er fx rigtig glade for at stå og tage initiativ. De fleste børn fanger det og de fleste har været med og har ikke lavet ballade. Men der er ifølge en pædagog en generel udfordring der handler om, at børnene forventer at blive underholdt – ellers falder de lynhurtigt fra. Det er også en kultur, der skal ændres blandt børnene: ”nu sætter jeg mig her og skal underholdes”. Man ser det mange andre steder – også blandt voksne. Tidligere til gymnastikopvisninger sad man hele dagen og så alle hold. Nu ser man sit eget barn, og så går man.

LEGEKUNST – OVERVEJELSER TIL FORLØB I FORÅRET 2022

Der er løbende en drøftelse af, hvordan man skal strukturere LegeKunst og følge det forløb, der er sat i gang samtidig med, at man følger børnenes spor. Alene tidsrammen på fem kvarter er udfordrende. Børnene er helt brugte og ’kogt oven i kraniet’ med aktiviteter efter fem kvarter. At forløbet er så rammesat med fem kvarter kan være et unødigt benspænd. De fem kvarter forpligter i en grad, så det bliver svært at følge børnenes spor. Børnenes spor kan godt blive glemt i det praktiske, de gerne vil lave i forløbet. Musikskolens lærere er gode til at fange en sang, en historie eller lignende, så det kunne man gøre endnu mere af.

Pædagogerne taler om, hvordan man fx kunne strukturere tre kvarter med aktiviteter og herefter sige, ”hvad sker der, hvis vi fx ligger fløjten her?” og på den måde korter forløbet ned. Det vil være bedst med tre kvarter eller en time. Nogle gange kan det føles som om, der ikke er tid til at undersøge tingene, fordi der er meget på programmet. En pædagog oplever, at pædagoger selv kan være hurtige til at sige, at ’nu er vi færdige’. Når pædagogerne samler tingene sammen, så er der ikke tid til eller mulighed for at følge børnenes spor. En pædagog oplever, at man kan godt følge en leg lidt. Men ikke mere end i to minutter, så begynder de voksne ’automatisk’ at samle sammen. Det kan være vigtigt at være opmærksom på, at man ikke som pædagog tænker, ’vi følger ikke børnenes spor, for det kan vi ikke nå. Vi skal det og det og det….’

Nogle tiltag i LegeKunst 2022 kan også handle om, at man undersøger, om børnene får noget ud af fx at blive blandet på tværs af grupperne som en del af LegeKunst. Hvis der fx er en gruppe, der gerne vil lege med de vilde dinosaurer, kan de gøre det. Hvis en anden gruppe gerne vil synge eller prøve noget andet, kan de gøre det. Det er desuden en overvejelse, om det vil fungere bedre i aldersopdelte grupper. Fx en skole-gruppe og en ’mindste-gruppe’. Måske kan grupperne også deles på selve dagen ift. dagsformen og forskelle i, hvor lang tid børnene kan koncentrere sig. Hvis det bliver delt op i tid, vil nogle kunne få endnu mere ud af det. Det vil også betyde, at alle får en god oplevelse i stedet for en dårlig, hvor der også er lidt skældud. Det vil måske også give følelsen af rum til at finde og følge børnenes spor bagefter – så de voksne ikke pakker det hele væk hele tiden. Der er også en opmærksomhed på, at de voksne ikke begynder at kede sig og falder fra.

Pædagogerne taler om at være opmærksomme på, at det ikke behøver at ’være så meget’, der sættes i gang. Det kan fx være et lille kort forløb, en sjov lille ting, en lille koncert, en tryllekunstner.

Det er desuden mange at have 20 børn med til LegeKunst, da det giver megen uro. Der er ikke plads til at udfolde sig, og det er svært at nå at have nærværet. Det bliver også nemt de samme børn man følger, fordi det er dem, der tør sige noget. Det er vigtigt at have en opmærksomhed på at få børnene inddraget.

Det har fungeret godt, at forløbet har kørt op og ned i tempo – også støjmæssigt. Der har både Cecilie og Anette været gode til at komme op og ned. Det er også noget af det, pædagogerne selv kan tage til sig. Det med at børnene oplever, at deres ’arousal’-niveau går op og ned, og at børnene bliver opmærksomme på det. Der er stadig larm og stadig høje lyde. Der bliver snakket højt. Flere pædagoger oplever, at alle (også voksne) snakker meget højt – med og uden LegeKunst. Det vil være godt at arbejde mere med det at komme op og ned. Pædagogerne ønsker at komme nærmere ind på, hvordan de selv kan bruge det og arbejde med det. Der er en opmærksomhed på, at nogle gange er det vildt, og nogle gange er det ikke så vildt. Det kan også være vigtigt at italesætte, at forløbet ikke skal være musik-musik. Det kan fx også være Gamle lege eller lignende, som pædagogerne også selv kan føle sig hjemme i.

En pædagog taler om ønsket om at gå ind i legen og bruge LegeKunst og lyden og teknikkerne endnu mere. Pædagogerne kan styre legen ret kraftigt. Når et barn fx siger ”Det her er en stor og farlig elefant”. Og den voksne kan sige: ”nej, det er det ikke i min leg”. Så må børnene så indfinde sig med, at det er en baby-elefant, der ikke taler så højt. En pædagog siger, at de skal bruge den ’magt’, når de leger med børnene.

Pædagogerne taler også om en fortsat opmærksomhed på selv at tale stille og ikke råbe. Men at gå ind til barnet i stedet for at råbe ind til ham. En pædagog siger at de også lidt selv er med til at skabe en kultur, hvor lydniveauet er højt, og hvor de også selv er højtråbende. Pædagogerne kan også dæmpe deres stemmer. Det er tydeligt at Cecilie fx taler lavt – og så gør børnene det også. Det smitter omvendt enormt meget, når der er én, der skriger.