BEVÆGELSE, LEG, MUSIK, SAMSPIL

REGION: Midtjylland
KOMMUNE: Viborg
FORLØBSÅR: 2021
DAGTILBUD: Dagplejen Område Sydvest

Snudefortælling: Dagplejen Område Sydvest (2021)

Vores snip fortælling havde følgende ordlyd:

Vi ønsker at arbejde kropsligt, med bevægelse, sanglege, fagter, musik og mimik. Med glæde og med nærvær. Vi vil gerne se børns begejstring, opleve hvad der sker når de lærer forskellige nye fagter, former for bevægelse og hvordan det kan bruges i dagligdagen.

Vi har en undring der går på hvordan vi får alle i børnegruppen med – både dem på 1 år, som måske stadig er på kravle stadiet og dem på snart 3 år, som hopper og springer og danser. Vi vil gerne arbejde med hvordan børnene får den gode følelse i kroppen, se deres begejstring og opleve at de er en del af et samspil.

Vi har haft to dagplejere i gang med forløbet sammen med 8 – 9 børn, hvor enkelte er gået i børnehave og nye er kommet til. Vi har arbejdet sammen med Luni Smil, som hver gang kom som klovn.

Der har været ændringer i rammerne for vores aktivitet. I starten var vi legestuen, i et motorikrum, men de seneste gange har vi været ude. Vi fandt hurtigt ud af at rummet ude i haven kunne noget. Vi har benyttet et tæppe på græsset, som har fungeret som en naturlig afgrænsning og en ramme for aktiviteten.

Rammen: vi fandt ud af at det gav mening at starte og slutte på samme måde. På tæppet med en sang. Dernæst gik børnene til og fra, til slut oplevede vi at næsten alle børn var med hele tiden. I starten var rammen uklar for vi voksne og det kunne fornemmes på børnene.

Det gennemgående i vores aktiviteter har blandt andet været brugen af instrumenter, det har været med til at samle flokken. Vi så at selv de mindste på omkring et år kunne være med, når de fik en xylofon og en kølle til at spille med, i hånden. Noget af det vi gerne vil føre med videre, er muligheden for at gøre musik tilgængelig i hverdagen. Instrumenter kan være med til at skabe et fælles tredje og børnene kan deltage uanset alder.

Luni har sat fokus på den umiddelbare glæde og begejstring. Hvis et barn smed sig ned på græsset fulgte hun efter. Hvis de begyndte at rulle rundt, fulgte hun og vi efter. Vi fulgte børnenes spor. Et konkret eksempel: Vi brugte en terning som viste forskellige billeder af ting vi skulle gøre, når den landede på et motiv – f.eks. træstamme, så skulle man rulle; frø, så skulle man hoppe – bro, så lavede vi voksne en bro og børnene kravlede igennem. Pludselig opdagede børnene en stor fed regnorm som var på vej ind under broen. Alle lagde sig ned på maven, observerede regnormen, kiggede nysgerrigt på dens færden og dette fortsatte i lang tid. Vi blev i det så længe børnene var optagede, til den til sidst ormede sig vej ned i græsset igen.

De små og store, så vi en udvikling? En del af vores snip undring gik på hvordan vi kunne få alle børn i gruppen med, lille som stor. Ved at lave det fælles samlingspunkt på tæppet var de små med i denne samling, de fik instrumenter og vi oplevede at de store børn var gode til at hjælpe de små.

Hvordan tager vi det vi har set og oplevet med videre? Noget vi har erfaret er, at den spontane glæde og leg bare skal have plads i hverdagen. Vi kan have en tendens til at have en plan for det hele, men når børnene ser den regnorm eller bryder ud i den sang, skal vi følge dem og se hvor det fører os hen.

Der var flere små fine oplevelser omkring genkendelsens glæde. Den anden gang vi mødtes var der en af børnene som spontant brød ud i et stort “Jaaaaaaa”, med hænderne over hovedet, efter en sang var færdig. Dette tog de andre til sig og flere gange efter udbrød de største børn “Jaaaaaa”, efter en sang. Vi har også fået malet klovnenæser med rød teatersminke – nogle børn kom aldrig til at ville have rød næse, andre elskede det og ville give os voksne røde næser. Det er i det simple, det nære at vi har oplevet små stjernestunder.

Et af billederne ovenfor viser igen hvordan Luni fulgte børnenes spor. Da de havde fået røde næser på løb et af børnene hen til spejlet, lå længe og kiggede på sig selv og flere børn fulgte efter. Her så vi virkelig samspillet mellem børnene komme til udtryk. De spejlede sig i hinanden, grinede sammen og fandt et fælles sprog via de røde næser.

I forhold til vores pædagogiske læreplan, hvor det med at vægte at legen har værdi i sig selv, oplevede vi at det virkelig var legen der kom i centrum. Den spontane leg, dog sat i en ramme af vi voksne, men hvor de initiativer børnene tog på den pågældende dag, var i fokus.

Trygheden i forhold til Lunis tilstedeværelse blev stor, enkelte var i starten betuttede når hun kom med de store sko og den røde næse. Vi så masser af glimt med lys i øjnene hos børnene, især blev der grinet meget. Når man snakker om kultur, æstetik og kunst sammen med børn har det for os i dette projekt handlet om at skabe nærværende øjeblikke, at give børnene oplevelser af glæde, leg, sang og den gode følelse i kroppen, som vi gerne ville se. Børnene har flere gange i dagplejehjemmet snakket om Luni, om de røde næser, og om hvornår vi skulle være sammen igen.

Hvad er vi nysgerrige på? Det kræver en del af få hele børnegruppen med i en aktivitet grundet den store forskel i deres udvikling. Er man 10 måneder og sidder og følger lidt med i en barnevogn eller er man snart 3 år og godt på vej til at danne relationer til andre børn og forstå den sproglige kontekst – det er ikke ligegyldigt. Luni arbejdede med meget lidt tale, men med meget kropssprog, gennem instrumenter og gennem leg. Det kan vi helt sikkert tage med os, at følge med der hvor barnet går hen, at blive optaget af det der opstår i øjeblikket.

klik på billedet for at se i større udgave