Praksisfortælling

KUNST, MALERI, UDELIV, ÆSTETISKE PROCESSER, FÆLLESSKAB

Region: Nord
Kommune: Frederikshavn
By: Frederikshavn
År: 2020
Kunstner: Lina Franke Hedegaard
DAGTILBUD:
Børnenes Hus Lærkereden

Når nysgerrighed, undring og nærvær smelter sammen til en eksperimenterende praksis

Da vi blev inviteret med i projekt LegeKunst, ønskede vi først og fremmest inspiration til vores praksis. Hvilke aktiviteter havde vi ikke blik for at kunne lave i hverdagen? Hvordan kunne vi arbejde med æstetiske processer på en anden måde end hidtil, og bringe det i spil i forhold til den nye styrkede læreplan? Hvad er muligt i en vuggestue, og hvad er muligt i en børnehave?

Mange spørgsmål meldte sig på banen, og der var også en god portion nysgerrighed i forhold til, hvordan det skulle forløbe i lige netop vores institution.

I vores børnehus er vi delt op i grupper, det være sig både i vuggestuedelen og i børnehavedelen. Det pædagogiske personale valgte at inddrage få børn fra hver stue, for bedre at kunne være nærværende i processen. Undervejs i processen blev der mere mod til at ændre på rammerne for forløbet, hvorefter personalet gerne ville prøve at se, hvordan det kunne foregå, hvis hele stuer var med – hvilken forskel i processen ville det skabe for det enkelte barn, men også for den voksne og dennes rolle heri.

I projektets opstart var det kunstneren Lina Franke, som stod for hver aktivitetsdag, pædagogerne skulle være eksperimenterende sammen med børnene, og indtage en mere tilbagetrukket rolle, hvor de i stedet for at gå foran børnene, skulle gå ved siden af og bagved i forhold til de tre læringsrum.

Ved den sidste del af projektet, skulle det pædagogiske personale overtage kunstnerens rolle, og kunstneren skulle der være den iagttagende og tilbageholdende.

Det pædagogiske personale havde dog valgt det materiale ud, som de ville arbejde med – i vores institution valgte vi tape og maling. Tape og maling er ofte ting som børnene gerne vil bruge, men hvor vi oplever, at der er en begrænsning på, måske fordi vi med vores voksenperspektiv tænker på produktet som det væsentlige og ikke processen, hvori det anvendes. Det er ofte et materiale, som de skal spørge om lov til at få, og hvorfor er det egentlig sådan? Hvad bruger børnene tape og maling til, og hvordan, hvis de selv skal være eksperimenterende med det? Hvad sker der når vi voksne skal følge børnenes spor, og ikke har en færdig plan for, hvad processen skal munde ud i af færdige produkter. Alt dette var interessante spørgsmål, som vi også var nysgerrige på.

De første gange var børnene forundrede, måske i virkeligheden mest over, at der var frit brug af tape og maling, og ikke en færdig formel for, hvad de måtte bruge det til. Kunstneren Line gik foran for de voksne, og viste dem, hvordan hun indtager den eksperimenterende rolle sammen med børnene.

Nogle børn var med det samme nysgerrige og sprang hurtigt ind i processen, mens andre var mere tilbageholdende.

Personalet opdagede, hvordan det gør en forskel, hvis de ikke presser børnene, men i stedet selv går ind i aktiviteten på en eksperimenterende måde, hvor de prøver at bruge materialerne på samme vis som børnene – når børneperspektivet kommer i fokus, og de voksne går med i dette, ændrer stemningen sig, og de børn, der før var tilbageholdende, blev ligeså stille og roligt mere og mere fortrolige med at prøve selv.

En af personalerne har sidenhen fortalt om, hvordan hun har oplevet en stor forskel i aktivitetens udfald alt efter, hvilken rolle hun indtager. Hun har fået blik for, at i virkeligheden er produktet mere uvæsentligt, og processen har været det hun oplevede som det vigtigste. En stor erkendelse, som hun siger, for hun har i mange år arbejdet med, at der altid skulle komme et produkt ud af æstetiske processer. Bagefter har vi haft mange refleksioner omkring, hvorfor det forholder sig sådan? For hvis skyld er det, at vi vægter produktet? Har vi en forforståelse om, at den æstetiske proces skal udmunde i et produkt, så vi kan vurdere vores kvalitet som dagtilbud ud fra, hvor mange ting børnene kan få med hjem? Er det en måde, hvorpå vi viser, at vi er aktive med børnene? Skaber vi selv denne forforståelse gennem mange års fokus på produktet?

Arbejder vi ud fra en tilgang, hvor vi skal kunne måle og veje alt, hvad vi har med at gøre?

Snap-fortælling:

Jeg kommer ned i vuggestuen en tidlig morgen, hvor jeg skal videregive en besked.

Medarbejderen sidder på gulvet, alle børnene går stille og roligt rundt om hende i rummet. Der er meget stille i rummet, og der summer af en god stemning, mens børnenes ansigter er smilende og interesserede. Jeg opdager, at medarbejderen sidder med en rulle gult tape, og børnene går rundt med flere stykker tape hver især. De ser forundrede ud hver gang de opdager, at det kan klistre på noget. Medarbejderen følger børnenes øjne og hun spejler deres ansigtsudtryk hver gang de kigger på hende. Jeg sætter mig på hug og iagttager dem. Et af børnene får øje efter lidt tid øje på mig, hvorefter han kommer hen og ser, om tapen kan sidde fast på mig – det kan den, og han smiler og griner.

Denne situation viser en voksen, som går bag ved børnene og tager udgangspunkt i, hvad de gør i situationen. Hun er eksperimenterende og lader børnene føre an. Hun har blik for, hvornår børnene kommer med udspil til hende, og spejler disse, så børnene føler sig set.

I vores hus har LegeKunst inspireret til en hverdag, hvor børneperspektivet vægtes højt. Projektet kom sideløbende med, at vi i huset er i gang med en proces, hvor vores pædagogiske ståsted er under forandring i takt med, at vi inddrager den styrkede læreplan, hvor netop børneperspektiv spiller en stor rolle.

Det har været med til at forandre stemningen i huset på en måde, hvor alle er blevet mere opmærksomme på, hvordan det kan se ud i praksis, når vi følger børnenes spor, og ikke altid har forudbestemte mål med de processer, der foregår. Pædagogisk arbejde og æstetiske processer skal ikke altid sættes på en fast formel.

I dag tænkes læringen og erfaringerne fra LegeKunst ind i mange flere henseender. En medarbejder fortæller om, hvordan hun gik på tur til skoven med børnene, og egentlig ikke havde sat sig noget mål med turen, som hun ellers ville have gjort før projekt LegeKunst. Turen blev en anderledes tur, med forundring og undring i højsædet. Tid og sted blev nærmest glemt, og hun oplevede en situation, hvor hun og børnene var i flow.

Det har været en meget god oplevelse at arbejde med aktionslæring, fordi det har bidraget til, at vi får øje på ting, som vi ellers ikke ville have haft blik for. Et barn fik en stor sansemæssig oplevelse, da vi arbejdede med maling, og aktionslæringen var her en måde at få øje på den del af barnets oplevelse på, fordi aktionslæring tillader os at reflektere i fællesskab, og ud fra de observationer vi gjorde os i situationen.

LegeKunst vil styrke vores arbejde med den styrkede læreplan, fordi vi nu har set, hvad aktionslæring kan gøre i forhold til at udvikle vores praksis. Vi vil tænke det ind i vores hverdag, hvor vi kan se, at der er behov for at tænke meget mere i, hvordan vi kan give rum for æstetiske processer for børn og voksne i fællesskab. De oplevelser børn og voksne får sammen gennem dette, er af berigende og afgørende betydning for vores relations arbejde. Det, at vi møder hvert barn der, hvor han/hun er, og er interesseret i at se deres perspektiv, og derigennem lader dem være medspillere i æstetiske processer, og ikke ”blot” deltagere, gør, at barnet får en fornemmelse af at være aktør i eget liv.

I vores fremtidige arbejde, vil vi arbejde videre med aktionslæring i praksis. Vi har på nuværende tidspunkt allerede inddraget det i vores måde at arbejde med den styrkede læreplan, hvormed alle stuer i hele institutionen har valgt situationer ud, hvor de specifikt går ind og laver aktioner, hvor der observeres, reflekteres og evalueres cirkulært, så vi hele tiden har for øje, hvor vi kan udvikle vores praksis til fordel for børnenes trivsel, udvikling, læring og dannelse.

Vi er stadig nysgerrige på, hvordan vi kan sætte børneperspektiv endnu mere i højsædet. Hvordan kan vi skabe endnu mere rum for æstetiske processer, når vi nu har oplevet, hvad det kan skabe af gode udviklende øjeblikke i institutionen for både børn og voksne i fællesskab.

Projekt LegeKunst har skabt rum og mulighed for mange gode og større refleksioner for hele husets praksis. Det har været en øjenåbner for, hvor lidt der egentlig skal til for at skabe en ændring, og et andet fokus.

Afdelingsleder
Marlene Jennet

klik på billedet for at se i større udgave