FORTÆLLING, DANS, LEG

Region: Syd
Kommune: Vejle
By: Vejle
År: 2020
Kunstner: Jacob Knudsen
Dagtilbud: Børnegården Uhrhøj

Udgangspunktet for vores deltagelse i LegeKunst var motiveret af et ønske om at rette fokus mod de processer, der sikrer børnenes aktive deltagelse. Personalet skulle lære at følge børnenes spor, så børnenes bearbejdning af det de oplever får mere plads og alle oplever at kunne bidrage aktivt uanset forudgående erfaringer.

Alle børns bidrag skal kunne mødes med accept og nysgerrighed, så de oplever reel inddragelse og deltagelse. Denne måde at arbejde på stiller krav til personalet om at turde slippe styringen og være lydhøre og understøttende. De skal turde famle, fejle og slippe fantasien løs, når de er sammen med børnene og de skal øve sig i at se børnene som ligeværdige æstetiske aktører i arbejdet med kunst og kultur.

Som en del af det ville vi gerne se, om vi kunne flytte vores pædagogiske arbejde væk fra noget der er meget specifikt til noget der minder om pædagogisk dannelsesarbejde. Og væk fra et fokus på selve projektet og over mod større opmærksomhed på processen.

Det mere konkrete udgangspunkt blev et projekt om 1950’erne og 60’erne: På rejse i tiden. Idéen kom ud fra at vi havde erfaret, at børnene stiller mange spørgsmål om hvornår man er gammel, hvornår man skal dø, om personalet har forældre, søskende osv., og at børnene ikke altid er bevidste om at deres bedsteforældre er deres forældres forældre. Samtidig oplevede vi, at børnene var optagede af at tale om, hvad der fandtes og ikke fandtes i ”gamle dage”.

Det var derfor oplagt at tage emnet tid op og bruge en tidsperiode, hvor børnenes bedsteforældre var børn (1950’erne og 1960’erne).

I praksis blev det til et forløb og en lille fortælling om den handelsrejsende Hr. Knudsen fra grossererfirmaet ”Alt det nye”, der kom forbi med en kuffert fyldt med gamle ting, der passer til vores udvalgte temaer. Det førte til undersøgelse af genstandene og en masse forskellige lege, både gamle lege og lege opfundet af børnene.

Det førte også til, at vores pædagoger selv legede handelsrejsende og oprettede deres egen danseskole for børnene. Den kendte Fru Halles danseskole, hvor man både kunne lære at danse vals og rockn’roll – og hvor børnene måtte opfinde nye danse.

Hvordan er det gået i forhold til den overordnede undren?
Det har været spændende at være med i projektet og givet en del til vores pædagogiske udvikling. Vi tør meget mere, ligesom vi er blevet bedre til at gribe momentet og der er blevet større rummelighed i vores arbejde. Vi arbejder ikke længere så meget ud fra en fast skabelon og er meget bedre til at afvige fra planen.

Det har været spændende at have en forsker koblet på, hvilket har været med til at hjælpe i forhold til arbejdet med refleksioner. Og det har været godt, at det foregik som aktionsforskning med en forsker, der ikke var bange for at lege med.

Hvad skal der nu ske? Hvad er vi fortsat nysgerrige på?
Det har også været med til at pege på ting, vi stadig gerne vil blive dygtigere til og derfor vil fokusere på i fremtiden.

Man skal have noget på hjerte, når man som voksen deltager i børns leg. Man er ikke bare den, der skaber rammerne for børnenes lege, man leger selv med.

For at kunne gøre det kræves der, at man som pædagog kan støtte børnene og hjælpe dem med at folde legen ud. Det betyder i praksis, at man som pædagog skal kunne indtage forskellige positioner undervejs.

Og hvad vil det egentlige sige at følge børnenes spor? Man kan nemt komme til at blive alt for konkret i sin tænkning, når man siger at man skal følge børnenes spor. Eksempelvis hvis man ser nogle børn lege med et bestemt legetøj og så kun tager udgangspunkt i det konkrete legetøj. Måske er det også at følge børnenes spor, hvis man ser på aktiviteten ud fra andre elementer, det være sig lysten til at lege med noget man ikke har leget med før, ønsket om at lege sammen med andre eller måske en nysgerrighed på ting, der ligner det de leger med.

Så vi vil gerne blive klogere på, hvad det egentlig vil sige at følge børnenes spor og ikke mindst, hvordan man holder fast i det i en travl hverdag med læreplanstemaer og faste rutiner.

Som en del af det at følge børnenes spor, er der også det med at blive god til at lade børnene deltage i aktiviteter ud fra forskellige positioner. Hvor der kan være plads til både det meget aktive barn og det barn der gerne vil være observerende inden det deltager.

Hvad gør vi, hvis et barn trækker sig fra samlingen eller legen? Hvordan sikrer vi opmærksomhed på det og er der nogen lavpraktiske pædagogiske måder, vi kan gøre det på? I den sammenhæng tænker vi at gruppedynamik er en lidt overset faktor, som vi gerne vil være gode til at kunne håndtere.

klik på billedet for at se i større udgave