DANS, FÆLLESSKAB, BEVÆGELSE, DANNELSE

REGION: Midt
KOMMUNE: Ikast-Brande
FORLØBSÅR: 2021
DAGTILBUD: Børneby Øster

Snudefortælling: Børneby Øster (2021)

Her kommer snudefortællingen fra Børneby Østers LegeKunstprojekt i efteråret 2021. Snudefortællingen fokuserer på, hvilke forandringer, der er sket i den pædagogiske praksis og i børnenes måde at lege og være sammen på. Krydret med små eksempler.

Vi har fået et nyt fælles sprog gennem dansen

LegeKunst i Børneby Øster har givet mange nye og gode erfaringer. Vi har fået et nyt fælles sprog i dansen. Det udvikler sig – nu er stopdans for eksempel blevet en del af hverdagen. Børnene tager selv initiativ til stopdans, og leger det både selv i børnegruppen – og også sammen med de voksne nogle gange. Der er for eksempel en lille pige, der ofte om eftermiddagen efter frugt siger: ”Okay, alle dem, der gerne vil være med til stopdans, de rækker hånden op nu, og så er jeg hende, der styrer det”. Så tæller hun, hvor mange, der har hånden oppe og fortsætter: ”Okay, vi går ind i det lille rum ved siden af, og det er mig, der styrer musikken”. Hun gør det på eget initiativ – og hun ved, at hun har lov til det – fordi der er skabt et fælles sprog gennem dansen. Det er tilgængeligt på en ny måde.

Endnu et eksempel – ude på legepladsen stiller børnene sig op i position til stopdans (i en firkant med god afstand). Og så starter de bare. Dansen opstår bare. Der er kommet et nyt fællesskab omkring dansen mellem voksne og børn.

På specialområdet har den nonverbale kommunikation altid fyldt meget, fordi Børneby Øster også har mange børn, som ikke har et sprog. Men det har været spændende at kombinere det med dansen. Tidligere var vi meget opmærksomme på at bruge ansigtet til nonverbal kommunikation, men gennem dansen har vi fået et lag mere – vi har fået hele kroppen med. Det er en vigtig opdagelse.

Og børnene ser os (de voksne) i nye roller. Der var mange grin og et godt fællesskab i, at børnene syntes, at det var sjovt, at de voksne også bevægede sig på skøre måder.

Vi er blevet LegeKunstvenner

Elementerne fra LegeKunst lever videre til samling og på andre tider, hvor vi lige får mulighed for at tænde for musikken og bruge nogle af elementerne. Og børnene har fået øje på hinanden på nye måder gennem dansen. På specialområdet kan vi se, at de har turde at holde hinanden i hånden og invitere hinanden til at danse sammen, selv om de tidligere har haft svært ved at finde hinanden.

En praksisfortælling fra specialområdet:

Vi sidder på gulvet efter drikkepausen. Jon beder alle om at finde en dansepartner. Joan vender ansigtet mod A , han smiler og nikker og strækker hånden frem mod Jon.

Jon spørger, om der én, der vil danse med ham. Et andet barn svarer hurtigt ja.

A vender sig mod Joan og viser med tegn (TTT – Tegn Til Tale), at det vil han gerne. Joan bekræfter med tegn over for A, at han danser med hende, og A tager Joans hånd.

På almenområdet har børnene også fundet sammen i nye relationer. Et kort eksempel er en dag, hvor børnene går tilbage til stuen, efter de har været til LegeKunst. På vejen går børnene og snakker, og siger til de voksne ”Vi er blevet LegeKunst-venner”.

Det personale, som har deltaget i LegeKunst, har også fået nye relationer sammen. Både selve LegeKunstaktiviteterne, men også den efterfølgende refleksion har været meget betydningsfuld.

Nye øjne på børnenes kompetencer

Vi har set børnene shine på nye måder gennem dansen. For eksempel i ”dance battle” (hvor barnet danser for de andre børn, som står omkring i en rundkreds), hvor danseren/kunstneren lagde op til, at nu må du danse, så længe du vil. Det var fantastisk at se, hvordan de kunne bevæge sig, og efterfølgende kunne vi fortælle forældrene om, at deres børn havde talent og interesse for dans.

På almenområdet har børnene rykket nogle grænser i forhold til at turde at stille sig frem. Det er sjældent, at vi ellers har situationer, hvor de skal turde at stille sig op foran gruppen. Her var der nogle børn, som havde været lidt mere tilbageholdende, der rykkede.

Der var en dreng, som var med til LegeKunst seks gange, før han turde at gå ind i midten til dance battle. Inden 6. gang til LegeKunst så drengen en af Michaels (forskerens) videoer, hvor han selv lagde mærke til, at han sad langt væk fra dansen. Han sagde: ”Jeg sidder helt der ovre”. Næste gang rykkede han tættere på, og pludselig var han med i dansen. Børnene tog nogle kvantespring i forhold til at bevæge sig ud på dansegulvet og danse foran deres kammerater. Og vi så dem bevæge sig på helt nye måder. Jo længere vi kom hen i forløbet – jo længere blev børnenes danse i dance battle. De voksede altså både i frimodighed og i skills/dansefærdigheder.

Der er et af børnene i almengruppen, som nogle gange har været lidt udskældt, fordi han har meget store armbevægelser og fylder meget. Men i dansen er der et rum, hvor man gerne må have store armbevægelser, og hvor man gerne må fylde noget – og hvor han får kredit fra både børn og voksne for, at han er god til at danse. Det vokser hans selvværd af.

I specialgruppen så vi, at børnene i starten var meget knyttede til de voksne og ville holde i hånden hele tiden – men jo længere de kom hen i forløbet, jo friere blev de. Børnene gav slip på de voksnes hænder og bevægede sig ind i dansen på egen hånd. De dansede selv, de dansede med kunstneren – og de dansede med hinanden.

Kroppen er kommet mere med

Vi ser små tegn på, at kroppen er kommet mere med i den pædagogiske praksis. Vi har for eksempel en pige lige nu i specialgruppen. Hvis hun først sætter sig ned, så skal der to voksne til at få hende op fra gulvet igen. Men vi har fundet ud af, at hvis vi leger en ”vrikke med numsen-leg” mens vi går fra A til B – og den voksne også danser og synger, så har hun mindre tendens til at lægge sig på gulvet. Det er kommet efter, vi har haft LegeKunst – at vi bruger kroppen på den måde. Nu ved vi alle sammen, at når denne pige skal fra A til B, så kan vi bruge sang og dans, og så går det lettere – vi skal ikke længere være to mand til at flytte hende. Vi var begyndt at overveje at bruge lift til at flytte hende, men det er meget mere skånsomt for barnet at danse – og mindre ressourcekrævende for de voksne.

På almenområdet ser vi små tegn på, at børnene orienterer sig mere mod den voksne – for eksempel når vi skal spise, og den voksne skal guide børnene. Vi oplever små tegn på, at børnene er blevet mere opmærksomme på at følge den voksne. Måske er det fordi, vi i dansen har arbejdet med begrebet ”karavanefører”, hvor man orienterer sig mod den, der leder dansen.

Brugen af video

I Legekunstprojektet har vi brugt meget video. Både fra voksenperspektiv og fra børneperspektiv. Det har gjort indtryk på de voksne – at få øje på, hvad der sker i små mikrosituationer. Det har vi nørdet i på specialområdet. For eksempel får man på videoerne øje på børn, som normalt har meget lang latenstid, men som hurtigt går med i legekunstaktiviteterne.

Nogle børn havde også Go-Pro kamera spændt på overkroppen. Det var meget interessant at se dansen fra børnenes perspektiv. Vi opdagede, hvor meget de kigger på vores ben – og ikke på vores ansigt. Det har givet anledning til at tænke i, hvordan vi kan guide børnene med hele kroppen – og ikke kun med mimik og ord. Det var også interessant, at nogle af specialbørnene, hvor vi normalt er usikre på, hvor meget de orienterer sig efter os – nogle af de børn havde også Go-Pro kamera på. Og når vi så deres film efterfølgende, så kunne vi se, at de faktisk orienterer sig mod den, der leder dansen, eller den, der taler. Det havde vi ikke opdaget, hvis ikke vi havde brugt Go-Pro. Det styrkede vores viden om børnenes perspektiv på en meget konkret måde. Det vil være spændende at tage brugen af video med videre i den pædagogiske praksis.

Desuden er personalet blevet opmærksomme på behovet for, at vi skal have en soundbox, så vi kan spille højt nok i hverdagen, når vi danser sammen. Desuden har vi opdaget, at børnehaven har brug for et abonnement på en musiktjeneste, så vi har let adgang til musikken, når der opstår en anledning til dans i hverdagen. Vi har brug for at have det gode set up til at kunne invitere kunsten ind i hverdagen. Og det er vi ved at få.

Samskabelse med kunstneren

Der var stor respekt for hver vores profession mellem kunstneren og det pædagogiske personale. Vi dannede erfaringer sammen løbende – og vi var fælles om at rette til løbende. For eksempel da vi aftalte, at vi skulle eksperimentere med at bruge meget få ord – og i stedet styrke den nonverbale kommunikation i dansen. Det var kunstneren med på, og det var super godt. Det prøvede vi af i forskellige grupper, og kunstneren gav udtryk for, at det også var lærerigt for ham. Der blev i det hele taget skabt læring under vejs – først blev der brugt mange ord til at instruere dansen. Så aftalte vi at prøve at bruge meget få ord. Og da vi skulle samle op på det, så kunne vi se, at det virkede rigtig godt på de fleste specialbørn at skrue ned for det verbale og op for det nonverbale. På nær autismegruppen – her kunne vi se, at de havde brug for både den verbale og den nonverbale guidning. Og så rettede vi til igen.

Fremtiden

Det vigtigste er, at vi har fået fælles erfaringer. Vi har fået endnu flere redskaber til at kommunikere med børn, som ikke har sprog, eller som taler et andet sprog end dansk. Vi har fået nye danse-skills, men vi har også fået blik for børnenes perspektiv og børnenes initiativ. Det håber vi kommer til at vokse i fremtiden – at vi i de næste år bliver endnu bedre til at følge børnenes perspektiv.