Praksisfortælling

LEG, MUSIK, BEVÆGELSE, FORTÆLLING, FÆLLESSKAB

Region: Hovedstaden
Kommune: Helsingør
By: Snekkersten
År: 2020
Kunstner: Yasmin Elvira Steenholdt
DAGTILBUD:
Bøgen

Det har været en super interessant og lærerig proces at deltage i. Vi valgte at arbejde med vores SNIP undring gennem musik, bevægelse, fantasi og fortællinger. Dette blev omdrejningspunktet for både de æstetiske og samskabende processer.

Der blev arbejdet med to børnegrupper, én der bestod af de yngste fra børnehaven og én der bestod af de ældste børn fra vuggestuen. Undervejs i forløbet svingede størrelserne på de to grupper, både utilsigtet på grund af børn der holdt fri, men også intentionelt fra kunstner og personale, da de undervejs oplevede stor forskel i gruppedynamikken og børnenes måde at indgå i legen på. Jo mindre gruppen var, desto bedre var børnenes (og de voksnes) indlevelse og fordybelse i legen. 

´Lege er interessant når vi ikke ved hvad der sker – det er fx ikke motiverende at vide hvem der vinder i spillet. Vi muliggør det at tænke og handle anderledes i samspillet med børnene. De ting vi plejer at gøre, siger vi ja til – de ting vi ikke plejer at gøre, siger vi nej til´. (Lars Geer Hammershøj, oplæg i starten af forløbet, ikke direkte citeret, men husket således.)

 

 

Vi har haft fokus på en legende tilgang til overgang, mellemgange, udendørs og indendørs.  

Opstarts refleksion:

”Vi kan bruge hverdagsrummet, forvandle det til mulighedsrum. Altså mere sjov i hverdagen, der hvor der er knudepunkter. Når Yasmin (Kunstneren) er på besøg, kan det være vi gør ting med Pippitilgang vi ellers ikke må. Vi følger børnenes spor og derfor kan noget hele tiden forvandles, fordi vi smitter med påfund og opdagelser”. 

Stemningen og motivationen var høj. Personalet oplevede forskellen imellem det at forsøge at styre en leg og på at give slip og lege med. I den sidste var oplevelsen af at være i flow med børnene en stærk følelse, hvor personalet gav udtryk for at glemme tid og sted, det var som at være på opdagelse med sig selv og børnene.

I refleksionsrummet, satte hele aktionsgruppen ord på deres personlige oplevelser. De oplevede både situationer hvor de følte sig udfordret f.eks. ved en følelse af kontroltab, og de fik øje på nye personlige kompetencer. Musik, rytme, spontanitet og bevægelse viste sig at være overraskende elementer i arbejdet med børnene.

”Jeg havde mere en forventning om at skulle guide børnene igennem legen, men i takt med den blev mere levende droppede jeg min rolle og legede med.” (SNAP citat, Allan)

 

Undervejs blev der drøftet om vores oprindelige ”Snip-fortælling” stadig matchede det som vi var optagede af at blive klogere på? Det vurderede vi at den gjorde med det særlige fokus, at reflektere over hvad der sker når der sker forandringer i de voksnes adfærd.

”En morgen i flow, især nysgerrigheden fra børnene og vores voksnes fællesskab glæder mig. 

Når jeg kommer, må man gerne sidde på bordet, man må gerne larme, man må gerne gå fra bordet når man venter på maden.” (SNAP citat, Yasmin)

 

Vi så en ændring i børnenes adfærd umiddelbart efter en aktion – fx ved frokosttid hvor nogen lige hoppede ned og ordnede deres fægtekamp færdig, hvor de ellers skulle sidde og vente. Dermed formåede de at strække legestemningen. Det kunne lader sig gøre fordi personalets opfattelse af legens betydning i den givne situation, havde flyttet sig til et stærkere børneperspektiv.

”Når jeg kigger med mine gamle øjne – så er det kaos – men det er det ikke mer´ – nu ser jeg bare leg” (SNAP citat, Tatiana)

 

”Der var ingen forventninger til legens udvikling i dag og alt var 100 procent på børnenes præmisser. Jeg var ikke forudindtaget før legens begyndelse og det eneste der var bestemt på forhånd var musikken. Det var let denne gang at gå ”all in” og bare lade sig flyde med hvorhen legen bragte os hen. Der var mere empati blandt børnene i den mindre gruppe og de var gode til at give plads til hinanden. Alt leg forgår i nuet og både børn og voksne er medskabende af legen”. (SNAP citat, Allan)

 

Det store spørgsmål er nu, hvordan de erfaringer som deltagerne har fået, kan blive en integreret del af hverdagen i hele institutionen. Vi har lært at samspillet har stor betydning for dynamikken i rummet. Børnene indtager forskellige deltagerpositioner, de kan være observerende, nyskabende mm. En anden af de ting der spiller ind på hvordan lege udvikler sig, er børnegruppens størrelse og sammensætning. Dette kan der med fordel medtænkes og planlægges ud fra. Stuerne arbejder i forvejen med opdeling i mindre grupper, denne praksis skal måske udvides til at gælde for flere aspekter af dagens rutiner.

 

Noget af det der er gjorde forløbet til en succes, var de voksnes egen kropslige deltagelse, med en understøttelse af kreativ stemmeføring og indlevelse. Hertil kommer det at kunne gribe det spontant opståede og lade fantasi og kreativitet få større spillerum.

 

Allan beskrev en spontan leg ude i skoven, hvor han greb en ide om en troldeskov og fik sin kollega med på legen. Børnene fangede hurtigt an og sammen skabte de et fantasifyldt legende læringsmiljø midt i skoven.

 

Vi pædagoger er meget forskellige som mennesker og derfor opstår der også spørgsmål som vi sammen må tage stilling til, hvis vi ønsker at videreføre den legende tilgang fra projektet.

Hvornår trækker man sig fra en leg? Og gør vi det? Hvordan arbejder vi med rammerne og regler der normalt er gældende? Og hvornår kan legen overskride rammerne?

Det gode kaos kontra det destruktive kaos, opmærksomhed på de børn der ikke fungerer godt i situationen. Når vi er modige, er vi også lidt sårbare, hvad sker der så? Hvad forventes der af mig som pædagog? Hvad er min legeprofil?

 

Allan har taget musikken med ind i hverdagens rutiner, tordenvejret får børnene til at ”stoppe op” og Gang´nam´style (musik nummer) bruges til overgangen fra aktivitet til håndvask – nu efterspørger børnene musikken, hvis det ikke sættes på.

Når Tatiana siger ”LegeKunst” på stuen, vækkes en glæde hos de børn, der ved hvad det betyder. Musikken har spillet og spiller en stor rolle. Børnene kender rammen, de ved at der gælder andre regler end ”normalt”. De undersøger og eksperimenterer med materialer og instrumenterne.

 

 

Når jeg ser med mine gamle briller ser jeg kaos – når jeg ser nu ser jeg leg”. (Tatiana)

Man er nødt til at være en del af legen for at kunne forstå den – ellers er det kaos.

Gennem legen skaber vi modige, åbne og nysgerrige børn – når vi tør at lege med.

Det kræver en iscenesættelse at få de andre medarbejdere med – der er ikke en rigtig og forkert

måde at være legende – men det kræver at man forsøger og give slip på sine normer.