Legen er karakteriseret ved at være lystfuld, foregå i frihed og være en aktivitet, der er et formål i sig selv. Man leger for at lege, og fordi det er sjovt. Legen er fri i den forstand, at der sker åbent, hvad der skal ske i legen. Legen er som skabt til dannelse, for gennem legen gør man erfaringer med at være et kropsligt selv i den fysiske verden, et socialt selv i den menneskelige verden og et kreativt selv i den kognitive verden. Legen er også børns naturlige kilde til alle former for kreativitet, da børn i en munter og umiddelbar stemning af flow forholder sig åbne over for hinandens nye og anderledes idéer og dermed skaber og håndterer forandring, bl.a. når de kombinerer elementer, der ikke normalt forbindes.

I legen kan børn deltage i fællesskaber med nogen, der ikke (kun) ligner og har samme ideer, tanker og syn på verden som dem selv. Og deri ligger der en nødvendig dannelse til f.eks. at udvikle rummelighed, tolerance og kunne håndtere frustration og sociale konflikter. Igennem legen kan barnets sanselige, intellektuelle og emotionelle erfaringshorisont udvides med nye former og indsigter. Vi kan nysgerrigt udfordre og overskride de gældende roller og positioner, vi hver især indtager, og som altid kunne være anderledes. For i legeprocessen er det muligt at forestille os verden og os selv radikalt anderledes: ’Så legede vi, at du var moderen, og jeg var hunden…’, ’Hvad nu hvis vi i stedet sagde, at…?’, og ’Hvordan kan vi så gøre det i stedet for…?’

Dannelse er et af de mest abstrakte og uklare begreber, vi har. Det er det, fordi dannelse grundlæggende handler om at blive menneske. At blive menneske handler om at ændre sin måde at forholde sig til sig selv, andre mennesker og verden på. Dannelse sker, når man er parat til at åbne sig for verden og opleve, at verden er større. Personlighedens dannelse er at gøre erfaringer af, at verden er anderledes, end man troede, hvilket ændrer måden, hvorpå man forholder sig til sig selv, andre og verden.

Dannelse skal forstås som den proces, hvor man overskrider sin egen verden og involverer sig med en større verden. Der er tale om dannelse, hvis man i denne proces gør erfaringer af, at det er muligt at forholde sig anderledes til sig selv og sin omverden, og som konsekvens ændrer sin forholdelsesmåde.

Dannelse gennem leg er et udmærket udgangspunkt, hvis børn på lang sigt skal udvikle sig til hele mennesker med selvværd og lyst til at lære og udvikle sig. I rollelegen sker en ’som om’-leg, hvor barnet lærer om sig selv i verden ved at handle på måder, det måske ellers ikke gør. Barnet veksler naturligt mellem real- og fiktionsverdenen og gør sig erfaringer med at være i verden med andre.

Kunst er enhver frembringelse, hvor hensigten er at være kunst. Dvs. der skal være tale om et værk, hvis primære hensigt og egenskab er at være kunst/kunstnerisk.

Den oprindelige forståelse af begrebet kunst handler om kunnen, kundskab, viden og indsigt. Den professionelle kunst indgår som en delmængde af æstetikkens udtryksformer. Kunst knyttes her til verbet ’at kunne’ og repræsenterer ekspertisen inden for æstetik. Med andre ord kan der også tales om æstetik, uden at det er kunst

Kunstnerne er de formsproglige mestre, som kan inspirere børn og pædagoger, men samtidig kan børnene inspirere tilbage med legende processer og eksperimenterende tilgange til brugen af formsproget. Hermed kan der opstå en gensidig relation mellem børnenes og de voksnes æstetiske virksomhed. Når det lille børnehavebarn maler et maleri, så benytter det sig af en æstetisk udtryksform – det samme gør den professionelle billedkunstner. Barnet og kunstneren benytter således det samme kunstneriske formsprog, men de gør det på forskellige niveauer og med forskelligt formål.

Børn skal have mulighed for at opleve det autentiske møde med kunst, der sætter sig spor og skaber mening og betydning hos det enkelte barn. Børn skal have mulighed for selv at være skabende og afprøve forskellige æstetiske udtryksformer og teknikker. Arbejdet med kunst og kultur i dagtilbud handler om at præsentere børnene for noget, de ikke har set før, lade dem høre noget, de ikke har hørt før, og gøre noget, de ikke har gjort før. F.eks. når børnehaven besøger et kunstmuseum eller har besøg af en musikduo.

Kulturen repræsenterer det menneskeskabte: Vores samfund, vores måder at omgås, vores sprog, vores byer, huse og uddannelsessystemer m.m. og vore kulturinstitutioner – der rummer kulturarv og kunst. Børn skal møde en kulturel mangfoldighed og have oplevelser, der giver dem forståelse af, at skikke, sprog og levemåder kan være forskellige.

Arbejdet med kunst og kultur i dagtilbud handler om kultur for børn, kultur med børn og kultur af børn. Kultur for børn er kultur i øjenhøjde, på børnenes niveau og præmisser, som giver børnene mulighed for at opleve verden på en anden måde og opnå ny viden. Kultur med børn er de aktiviteter, som børn og voksne sammen tager i brug, og dermed kan kultur danne bro mellem barnets og den voksnes verden. Kultur af børn giver børn mulighed for at åbne og gå ind i forskellige verdener med mangfoldige udtryk, hvor de kan give udtryk for deres egne perspektiver med deres egne stemmer.

Børns kultur handler om, hvordan børn får mulighed for at tilegne sig mønstre, genrer og de kulturelle udtryksformer, de rummer, for at kunne improvisere, omskabe og videreudvikle udtryksformerne og dermed kvalificere den tavse viden, kroppen arkiverer og klassificerer. Børns kultur er de kulturelle udtryksformer og genrer, børn frembringer i deres egne netværk, dvs. deres legekultur: lege, fortællinger, sange, rim, remser, gåder, vitser etc., men også æstetiske udtryk knyttet til øjeblikket såsom rytmisk lyd, pjat, plagerier, gangarter og lydarter. Også børns måder at tage diverse medier i brug på hører til denne kategori, f.eks. skrift, video, computer og apps.

Børnekultur handler om de æstetiske udtryk og oplevelser i kunst og i medier og kreativ praksis, der kan bidrage til at inspirere og kvalificere børns egne kulturelle processer.

Æstetik kan bl.a. ses som:

• betegnelser for kunstbaserede udtryksformer (f.eks. litteratur, musik, billedkunst, drama), hvorigennem man som såvel udøver som iagttager kan opleve og udtrykke sig
• en æstetisk oplevelse, der stimulerer sanser og følelser (f.eks. musik, indretning, film, mad)
• vej til læring, hvor man omsætter indtryk/oplevelser af verden til æstetisk formudtryk, for herigennem at kunne reflektere over sig selv og verden.

Æstetik er en kulturelt betinget udtryksform, der er karakteriseret ved, at man bruger et eller flere æstetiske formsprog, eksempelvis billedkunst, musik, drama, dans eller lyrik til at dele, udtrykke og bearbejde oplevelser, indtryk, tanker, følelser og fornemmelser.

Når man får en æstetisk oplevelse, betyder det, at man får en oplevelse, som er medieret gennem et æstetisk formsprog; det kan eksempelvis være, når man hører musik, oplever teater eller ser på børnetegninger. Når man selv er æstetisk skabende, handler det om, at man bruger de æstetiske udtryksformer til at få og dele oplevelser og til at omsætte indtryk til udtryk.

Æstetik rummer både en rekreativ og kreativ form, lige som den kan veksle mellem at være proces- og/eller produktorienteret. Den æstetisk skabende proces kan være tæt knyttet til legen og kan rumme såvel sanselige eksperimenter, udforskende processer og mere produktorienterede processer, hvor man laver teater, spiller musik, digter fortællinger, laver film eller maler et maleri.

Det fælles for alle disse processer i dagtilbuddet er, at de tager deres afsæt i en lyst til at lege, skabe og udtrykke sig, og at de udvikles gennem kreative samskabelsesprocesser både børn og børn imellem og børn og voksne imellem.

Samskabelse handler grundlæggende om at skabe noget sammen. I en samskabelsesproces arbejder relevante aktører ligeværdigt på f.eks. at skabe noget nyt, inspirere hinanden eller finde frem til kernen i et problem og løse det i fællesskab. Ligeværdig samskabelse er defineret ved, at resultatet af samskabelsen ikke er givet på forhånd, og at alle aktører varetager en central rolle i samskabelsesprocessen. Der er åbnet for en uforudsigelighed, hvor resultatet ikke er kendt, men udgangspunktet, undersøgelsesfeltet eller problematikken er defineret.

Børn, pædagogiske medarbejdere, kunstnere og kulturformidlere, pædagogstuderende og forskere er i ligeværdig dialog og eksperimenterer med både kendte og nye tilgange til kunst og kultur i daginstitutionens hverdag. I disse processer bringes de involveredes forskelligartede ressourcer sammen i et ’fælles tredje’, hvor ingen er mere ekspert end andre, og alle bidrager med egne erfaringer, viden og faglighed. Dette kan åbne op for gensidig inspiration, kompetenceudvikling og horisontudvidelse – og frem for alt et rigere børnemiljø. Det styrker kvaliteten i det enkelte dagtilbud og gør os alle klogere på, hvad der sker, når forskellige aktører i fællesskab skaber, arbejder sammen om og reflekterer over hverdagssituationer, hvor omdrejningspunktet er æstetiske processer, kunst og kultur.